Den ultimative dysfunktion i et team er, ifølge Patrick Lencioni, manglende fokus på resultater. Alle de gode initiativer, vi tager som ledere; strategier, planer og teambuilding – er intet værd, hvis vi ikke har blikket rettet mod det fælles mål.
Jeg har set det flere gange: Dygtige ledere og engagerede medarbejdere, der alle har travlt. Men de har ikke travlt med at nå det fælles mål, og derfor udebliver resultaterne.
Det værste scenarie er, når de forskellige afdelinger har modstridende mål, og ingen arbejder sammen. Her ryger vi tilbage til fundamentet: Manglende tillid, frygt for konflikter, manglende tilslutning og fravær af ansvar.
Når siloerne dræber bundlinjen
Jeg var engang i en virksomhed, hvor den øverste ledelse tydeligvis havde meget forskellige opfattelser af, hvilken retning virksomheden skulle bevæge sig i for at blive en succes. Alle jagtede “øget omsætning”, men tilgangene til resultatet stak i øst og vest:
- Salgsdirektøren mente, der skulle sælges mere (kvantitet).
- HR-direktøren mente, medarbejderne skulle opkvalificeres for at blive mere effektive og sælge mere.
- Indkøbsdirektøren ville presse indkøbspriserne ned for at øge marginen.
- Marketingdirektøren ville brænde budgettet af på reklamer for at skabe synlighed.
- Finansdirektøren mente tværtimod, at der skulle spares på alle områder for at forbedre resultatet.
Alle varetog deres eget område nede i siloerne. Der herskede en frygt for, at hvis man ikke performede i sit eget direktørområde, så stod man til fyring. Derfor handlede det om at se godt ud i sit eget regneark – også selvom det var på bekostning af de andre afdelinger. Man var ivørigt ikke bange for at smide søster-afdelingen under bussen når resultaterne udeblev. “Det var marketing skyld der ikke kom kunder i butikkerne”.
Resultatet? Alle modarbejdede hinanden. Virksomheden kom ingen vegne, intet lykkedes helt, og de ønskede resultater udeblev.
Som ledelseskonsulent stod det lysende klart: Der var ikke et lederteam på toppen. Der var en gruppe individer uden tillid, som undgik de nødvendige konflikter, og som kun tog ansvar for deres egen lille verden – ja og deres egne individuelle resultater.
Skibet havde ikke et mål, besætningen var langt fra et High Performance Team, og forretningen flød rundt på havet, overladt til vind og vejr.
Fra “Mig” til “Os”: Fokus på fælles resultater
I et High Performance Team ser virkeligheden helt anderledes ud. Her er fokus flyttet konsekvent fra individuel status og ego til kollektive resultater.
Medlemmerne af et sådant team prioriterer gruppens resultater over deres egne afdelingsmål eller personlige karriereambitioner. Hvis vi vender tilbage til eksemplet med direktionen: I et High Performance Team ville salgsdirektøren ikke juble over en salgsrekord, hvis virksomheden som helhed blødte penge eller ikke leverede varen til tiden. I stedet ville salgsdirektøren se det som sit ansvar at hjælpe driften eller økonomiafdelingen, så hele holdet vinder.
For at opnå dette kræves der to ting:
- Krystalklare fælles mål: Alle skal vide præcis, hvad “succes” ser ud for hele organisationen. Der må ikke være tvivl om, hvad der er vigtigst lige nu.
- Synlighed: Resultaterne skal være synlige for alle. Det skal være tydeligt om vi vinder eller taber som hold, fjerner tvivlen og holder alle ansvarlige.
Patrick Lencioni beskriver det præcist: ”Team members must prioritize the results of the team over their individual or departmental status.”
Det er den ultimative test for et team. Når tilliden er på plads, konflikterne er sunde, beslutningerne er truffet med commitment, og vi tør holde hinanden ansvarlige – så kommer resultaterne.
At skabe et High Performance Team er ikke en lineær proces, der slutter her. Det er en cirkulær disciplin, der kræver løbende vedligeholdelse. Men gevinsten er enorm: Medarbejdere der trives, ledere der tør lede, træffe modige beslutninger, ændre retning og en organisation der ikke bare overlever på havet, men navigerer sikkert og hurtigt mod målet.
Læs mere om High Performing teams her:
Test dit teams performance
Prøv vores gratis Team Assesment og se jeres performance!


